En havnetunnel vil være et alternativ til at køre gennem den centrale del af København.
I dag er Københavns indre by præget af en del gennemkørende trafik mellem områderne nord for centrum og områder syd for. Det gælder eksempelvis over Kongens Nytorv, som i dag indgår i det overordnede vejnet rundt om København som en del af Ring 2. En havnetunnel vil fjerne noget af den gennemkørende trafik ved at føre trafikken uden om i en tunnel og dermed være med til at få biler ud af byen.
Ved at fjerne trafik fra byrummet i den centrale del af København kan pladser og veje indrettes anderledes. Illustrationerne er hentet fra Vejdirektoratets forundersøgelse af en Østlig Ringvej (havnetunnel) og viser, hvordan man eksempelvis kunne indrette Holmens Kanal ved Kongens Nytorv og Nørre Søgade langs søerne anderledes, hvis der var mindre trafik.